Kategorier
Podcasts & podcasting

Podcasts & podcasting vol. 86 – Lidt ekstra (G)

Tiden er lidt fløjet fra mig på det seneste, så jeg har været i arkivet og fundet en tidligere anbefaling frem til denne vol. 86 af Podcasts & Podcasting.

Anbefalingen skrev jeg oprindeligt helt tilbage i september 2018. Dengang havde jeg, som det fremgår, kun hørt et enkelt afsnit af serien, men siden har jeg hørt alle 11 afsnit og det har bestemt ikke fået mig til at stå mindre bag min anbefaling.

Podcasten det handler om er Sigurd Hartkorn Plaetners Det Eksytraordinære, som ganske enkelt er en række personlige fortællinger fra mennesker som hver især har oplevet noget ekstraordinært.

Her følger anbefalingen, som oprindelige blev bragt i Podcasts & podvcasting vol. 47 den 19. september 2018.


I marts 2017 skrev jeg i vol. 10 af podcasts & podcasting om Noget om Emma. Det var en podcast af forfatteren Sigurd Hartkorn Plaetner lavet over hans roman Noget om Vitus. Det var på mange måder en rigtig interessant podcast – både i sin handling, men ikke mindst også fordi den legede med flere forskellige formater på en ret interessant måde. Men det skal sådan set ikke handle om Noget om Emma igen i denne vol. 47 af Podcasts & podcasting. Hvis du vil vide mere, så vil jeg anbefale dig at (gen)læse vol. 10. Grunden til at jeg bringer Noget om Emma op nu – udover at den fortsat er meget lytteværdig – er at Sigurd Hartkorn Plaetner i sidste uge lancerede en spritny podcast.

Podcasten, som har fået titlen Det Ekstraordinære, blev lanceret ved et arrangement i København torsdag den 13. september 2018, hvor første afsnit blev afspillet til fælleslytning. Jeg var inviteret til dette arrangement og det vil jeg selvfølgelig for en god ordens skyld nævne her. Og i forlængelse heraf vil jeg også blankt erkende, at jeg tog mod et glas prosecco. Så er alle forbeholdene vist på plads. Og jeg lover at jeg kun anbefaler podcasts, som jeg rent faktisk synes om! 😉

Og dog. Et andet forbehold er jeg også nødt til at tage. Min anbefaling her baserer sig alene på det første afsnit og så den beskrivelse jeg har læst. Det adskiller sig lidt fra de anbefalinger jeg plejer at give, hvor jeg typisk foretrækker, at have lyttet til lidt mere før jeg vurderer om det er en anbefaling værd.

Inden jeg kommer til at forklare, hvad Det Ekstraordinære er, og hvorfor jeg kan lide den, så vil jeg faktisk starte med at pointere, hvor meget den adskiller sig fra Noget om Emma, som jeg jo ellers lagde med ud at bringe tilbage på banen. Hvor Noget om Emma var ren fiktion og en bearbejdning af et andet værk (romanen Noget om Vitus), så baserer Det Ekstraordinære sig på virkelige personer og deres virkelige oplevelser og historier.

I Det Ekstraordinære tager Sigurd Hartkorn Plaetner fat i forskellige historier eller spørgsmål, som på den ene eller anden måde skiller sig ud fra det vi ser i hverdagen. Historierne bliver fortalt af dem, som selv har oplevet dem. Første afsnit handler om tilgivelse i en verden, hvor had og hård retorik ellers kan have tendens til at dominere. Det er historien om en bror som for 16 år siden mistede sin søster i en trafikulykke. Historien om hvordan denne bror, Jakob, beslutter sig for at tage kontakt til den bilist, som var involveret i ulykken. Og nu sidder du måske og tænker “Spoiler alert!”, men bare rolig. Historien i første afsnit er på ingen måde spoleret af, at du kender denne præmis. For selvom det er kernen i fortællingen, så udgør den på samme tid kun en lille del af den samlede fortælling.

Faktisk indeholder afsnittet så mange andre detaljer og nuancer, at jeg tog mig selv i under fælleslytningen at tænke, at det begyndte at stikke for meget ud af en tangent. Men alligevel blev det hele på fin vis bundet sammen til en rørende og meget gribende helhed.

Undervejs i afsnittet træffes der en fortællemæssigt ret afgørende beslutning. Jeg vil ikke afsløre hvad det er, men blot sige, at jeg da beslutningen blev præsenteret var lidt skeptisk. Men også her endte det med at være noget af det, der var med til at gøre historien utroligt stærk. Og det er nok noget af det man kan sige binder Noget om Emma og Det Ekstraordinære sammen. Sigurd Hartkorn Plaetner er virkelig dygtig til at skabe en spændende fortælling!

Som sagt er der i skrivende stund kun udkommet ét afsnit. Men teaseren som fulgte med invitationen til lanceringsarrangementet, løfter lidt af sløret for hvad de resterende 7 episoder kommer til at handle om:

“Hvordan bliver man venner med en massemorder? Hvad er hemmeligheden bag at blive 106 år gammel? Kan man drive et sikkerhedsfirma i Yemen uden brug af våben? Hvordan trøster man døende mennesker som profession?“

Du kan høre Det Ekstraordinære her: webApple PodcastsAndroidRSS, Google Podcasts, Spotify

Mikkel Malmberg om Indsamlingsnævnets nye krav
Mikkel Malmberg om Indsamlingsnævnets nye kravkontekstoglyd.dk

Som en ekstra lille bonus får du her et link til seneste udgave af podcastmagasinet, hvor bl.a. Mikkel Malmberg medvirker. Mikkel er manden bag donationstjenesten 10er.app, som bl.a. bruges af en række podcastere til at tage imod frivillige vetalinger fra lyttere.

Som flere læsere af podcasts & podcasting sikkert er bekendt med har Indsamlingsnævnet for nylig krævet at samtlige projekter på 10er skal godkendes som indsamlinger for at tjenesten er lovlig.

Det har fået en række projekter til at melde sig fra (også nærværende nyhedsbrev), da det simpelthen ikek kan svare sig at give de 1100 kr. som det koster at indsende en ansøgning.

//////

Næste planmæssige udgivelse er tirsdag den 14. juli. Derefter går jeg nok lidt i sommerferiemodus og springer en udgivelse eller to over. 😎🏖

/Søren Hugger Møller