True crime-bølgen drøner derud af med fuld fart og man kan let få det indtryk, at denne genre alene har ansvar for en stor del af den popularitet podcasts oplever. Genren rammer lige ned i den fascination af det ukendte og fremmede, som ligger så dybt i os mennesker.
True Crime er en genre, der favner bredt. Serial, som var med til at kickstarte “podcastrevolutionen”, behandlede en relativt nylig sag og satte spørgsmålstegn ved den afgørelse der var truffet i sagen. Det der kendetegnede Serial var, at forløbets udvikling på forhånd ikke var kendt. Lytterne fik altså lov til, at følge produktionsholdets undersøgelser på tæt hold. I samme undergenre har vi herhjemme hørt Third Ears “Kvinden med den tunge kuffert”, som lidt i samme stil som Serial, tog udgangspunkt i en relativt nylig sag med allerede kendte detaljer, men som undervejs løbende tog uforudsete drejninger, efterhånden som nye informationer dukkede op.
Derudover er der talrige eksempler på ældre, delvist glemte, sager, som er blevet taget op og genfortalt på spændende vis – eksempelvis Third Ears Ringbindsattentatet. Kendetegnende herved har været, at man hvis man virkelig ville sagtens kunne finde frem til detaljer om sagerne på anden vis. Her er det altså præsentationen og produktionen som skabte lytteværdigheden.
I vol. 7 af Podcasts & podcasting anbefalede jeg Radio24syvs Politiradio. Det er et ugentligt kriminalmagasin, som bl.a. beskæftiger sig med sager, som er under behandling og altså ikke nødvendigvis afgjorte endnu. Og det er jo i og for sig også True Crime. Dog med en mere klassisk journalistisk vinkel.
True Crime dækker altså over rigtig mange forskellige typer af podcasts. I løbet af de seneste par måneder har jeg lyttet til en serie, som i mange henseender er klassisk True Crime, men som også skiller sig ud fra ovenstående eksempler på flere måder.
Hollywood & Crime beskæftiger sig med historiske kriminalsager, som har fundet sted i og omkring Los Angeles. Første sæson, som i skrivende stund har strukket sig over 12 episoder, centrerer sig omkring mordet på Elizabeth Short, også kendt som the Black Dahlia. Hun blev myrdet i 1947 og mordet er fortsat uopklaret. Hollywood & Crime gennemgår politirapporter, pressedækning og andet materiale i et forsøg på, at finde frem til det, som ingen endnu er lykkedes med. Nemlig at finde ud af hvem der begik mordet på Elizabeth Short. I løbet af serien beskrives og undersøges en række andre kvindemord, som fandt sted i 1940’ernes Los Angeles, og som alle kan give mindelser til the Black Dahlia.
Det siger nok sig selv, at en uopklaret mordsag fra 1947, er noget der har været dækket og omtale mange steder før. Og en af grundene til at jeg bed mærke i Hollywood & Cime, da jeg faldt over den, var da netop også at jeg genkendte navnet “the Black Dahlia”. Sagen omkring Elizabeth Short og de muligvis forbundne mord på andre kvinder optræder i delvist fiktionaliseret form i computerspillet L.A. Noire1, som jeg havde stor fornøjelse af at spille for nogle år siden.
Der er altså rige muligheder for at finde stof om the Balck Dahlia. Men tilbage til Hollywood & Crime. For du læser jo Podcasts & podcasting, hvorfor jeg tillader mig, at antage, at du helst vil høre noget om podcasts. 🙂
Noget af det, der adskiller Hollywood & Crime fra andre True Crime-podcasts, har jeg allerede været kort inde på. Serien er nemlig bygget op som et radiodrama, hvilket vil sige, at der medvirker en række skuespillere, som opfører forskellige scener fra historien. Det er politibetjentenes samtale når de bliver kaldt ud til et mord, det er afhøringerne af de mistænkte osv. osv. Det hele er bundet sammen af en fortællerstemme, som løbende guider gennem historien og de mange tråde der strækker sig ud i forskellige retninger. Radiodramaformen har både fordele og ulemper. På den ene side, gør det historien mere levende og håndgribelig. Det sætter stemningen af 1940’ernes Los Angeles på en helt anden måde, end en klassisk fortælling kan gøre. På den anden side er der nogle gange så mange forskellige roller på spil i løbet af en episode, at det kan være lidt svært at holde tungen lige i munden og få alle detaljer med. Det er lidt som om, at det hele nogle gange bliver en anelse for produceret og “amerikansk”. Selv med denne kritik vil jeg dog fortsat anbefale Hollywood & Crime. Det er blot en ting man lige skal have in mente inden man giver sig i kast med lytningen.
Som en lille spidsfindighed vil jeg her til sidst lige nævne, at Hollywood & Crime benytter Art19s platform med dynamiske reklamer, som jeg har omtalt nogle gange i Podcasts & podcasting2. Så hvis du som mig finder finansiering af podcasts spændende kan du jo, når du lytter til Hollywood & Crime, lige lægge mærke til, hvordan reklamerne er integreret. Du hører med god sandsynlighed nogle andre reklamer undervejs end jeg har gjort. Helt ærligt synes jeg faktisk, at det er gjort ret uelegant. Det er ikke altid tydeligt, at der er tale om en reklame og det kan faktisk være en smule forvirrende at lytte til.
Og til allerallersidet vil jeg lige nævne #trypod. Det er en hashtagkampagne, som en masse amerikanske podcastproducenter (herunder Wondery, som producerer Hollywood & Crime) er gået sammen om, og det handler i alt sin enkelthed om at man på Twitter skriver podcastanbefalinger under dette hashtag. Så hvis du savner yderligere lytteinspiration, kan du jo smutte ind på hashtagget og kigge lidt. 🙂
Du finder Hollywood & Crime her: Website, RSS, Android, iTunes
Foruden Hollywood & Crime er følgende podcasts omtalt:
- Serial Sæson 1: Website, RSS, Android, iTunes
- Både Ringbindsattentatet og Kvinden med den tunge kuffert findes i Third Ears overordnede feed: RSS, Android, iTunes – Find desuden de to på Politikens website: Ringbindsattentatet, Kvinden med den tunge kuffert
Du er som altid mere end velkommen til, at skrive til mig med ris og ros. Både til nyhedsbrevet generelt og selvfølgelig også til en specifik udgave. Jeg lytter glædeligt! 🙂
Hvis du kender nogen, som du tror kunne have glæde af Podcasts & podcasting, så tøv heller ikke med, at sende denne mail videre!
Vi læses ved tirsdag den 4. april.
/Søren Hugger Møller
twitter.com/spiri
Fodnoter
- Du kan læse mere om L.A. Noire hos Rockstar Games
- Senest i vol. 8 “Hvor skal vi hen, du?”