Kategorier
Ikke kategoriseret Podcasts & podcasting

Podcasts & podcasting vol. 10 – Noget om Søren

Forleden greb Iben Maria Zeuthen fat i mig på gangen på Radio24syv for at anbefale mig en podcast. “Den skal du have med i dit nyhedsbrev”, sagde hun efterfulgt af noget a la “Selvom det nok ikke lige er den slags du lytter til”.  

Jeg lover at vende tilbage til hvilken podcast det var, Iben anbefalede mig. For den har I også fortjent at få ørerne i! Men allerførst vil jeg lige dvæle lidt ved den afsluttende bemærkning. For hvilken slags podcasts lytter jeg egentlig til? Hvilken podcastkasse passer jeg egentlig ned i? Det fik mig til at spekulere lidt.


Min interesse for podcasts blev vakt helt tilbage i sommeren 2006, hvor jeg begyndte at lytte til hedengangne Buzz Out Loud, en daglig podcast om teknologinyheder. Der skete flere ting i mit liv den sommer, hvilket er årsagen til at den står ret klart i min hukommelse. Derfor er jeg helt sikker på, at det var netop da jeg begyndte at lytte til BOL (som vi ægte die hard fans kaldte det). Der er ingen tvivl om, at det var min teknologiinteresse, der var den primære drivkraft bag min debut som podcastlytter. Dengang for snart 11 år siden, var det da også primært indenfor dette felt, at podcasting var begyndt at fange an. Tech-podcasts har da også fulgt mig lige siden og er også den dag i dag en fast del af mit arsenal. flere af dem har endda fulgt mig i mange år. Gennem talrige telefoner, iPods og apps. 

I takt med at podcasting som fænomen har nået nye højder og udvalget er blevet utroligt meget bredere, er min liste dog også blevet udvidet betragteligt. Både hvad angår det rå antal jeg abonnerer på, men så afgjort også hvad angår bredden af de emner og genrer de spænder over. 

Jeg er begyndt at lytte til mange flere vidensbaserede podcasts, som bevæger sig uden for teknologiområdet. For eksempel forskellige historiske podcasts og podcasts omhandlende diverse videnskabelige emner. Jeg lytter også til en masse comedypodcasts af forskellig slags – jeg finder især den genre skøn når jeg trænger til at hvile hjernen lidt og fx ikke orker, at blive bombarderet med en masse fakta, som jeg bliver nødt til at forholde mig til. Det kan måske lyde som en lidt nedladende bemærkning, men det er det bestemt ikke, det er tværtimod en kæmpe ros og et prima eksempel på, at podcasting kan så utroligt mange forskellige ting! Og så ynder jeg faktisk også at lytte til lidt forskelligt true crime og storytelling, som begge er genrer som har en forankring i virkeligheden, men som ud over det fællestræk ellers typisk er yderst forskellige. 

Så alt i alt er jeg nok ret svær at placere i en podcastkasse. Og det er nok egentlig også ret sigende. Jeg elsker i høj grad formen. Og jeg fascineres af de utroligt forskellige produkter der kan komme ud af noget, som på overfladen kan forekomme så enkelt. “Det er jo bare lyd.” Ja, det er det. Lyd er så fucking vildt! Lyd er det perfekte medie til at give mig det seneste døgns tech-nyheder mens jeg cykler på arbejde. Og samtidig er det helt fantastisk at lukke øjnene og fordybe sig i en fortælling, hvor der er kælet for de mindste detaljer.

Og den podcast, som jeg nu vil anbefale dig, kære læser, at springe ud i, er et eksempel på en måde at bruge lydformidling på, som jeg ikke har oplevet før. Det er ret interessant.

Men jeg fik som sagt anbefalet denne podcast. Jeg fik faktisk ikke så mange detaljer at vide, men dog nok til at min interesse blev vakt.

Podcasten hedder “Noget om Emma” og er helt grundlæggende en kærlighedshistorie om de to unge mennesker Vitus og Emma. Historien er fortalt som en montage eller dokumentarudsendelse og består af ni afsnit. Afsnittene er bygget op som et interview mellem fortælleren Sigurd Hartkorn Plaetner og dennes nære ven, den ene hovedperson, Vitus. Det er altså Vitus’ side af historien vi hører og foruden interviews indgår bl.a. også passager, hvor Sigurd læser op af breve, som Vitus har skrevet til Emma. Det er en meget gribende og tankevækkende historie, som indeholder flere overraskende twists. Bare rolig. Jeg skal nok undlade at spolere vigtige elementer af handlingen her! Jeg vil dog tillade mig at afsløre et enkelt twist. Det er dog ikke et twist, som har med selve handlingen at gøre, men alligevel er det ret centralt, for historien der bliver fortalt. 

Vitus findes ikke. Det gør Emma heller ikke. Faktisk har intet af det, som dokumentaren beskriver fundet sted. Sigurd Hartkorn Plaetner er ikke journalist eller dokumentarisk men forfatter. I 2015 udgave han romanen “Noget om Vitus” og podcastserien “Noget om Emma” er en form for spin off af denne roman.

Jeg var ikke klar over denne sammenhæng, da jeg gik i gang med at lytte og de to første afsnit hørte jeg derfor med det indtryk, at det var en “ægte” fortælling. Det påvirkede dog ikke min fascination af historien, at jeg fandt ud af, at der i virkeligheden er tale om fiktion. Snarere tværtimod. Det gør det faktisk på mange måder endnu mere spændende at det hele er opdigtet. For så er det pludselig også en utroligt interessant eksperimenteren med former og medier. Hele fortællingen føles ægte, selvom den ikke er det. Jeg tror på, at det er to venner der går og taler sammen, selvom det hele er opstillet. Jeg tror på, at Vitus har skrevet de breve, som bliver læst op. Det er lidt svært at forklare fyldestgørende, men det hele virker bare ægte. Og det siger utroligt meget om produktionen og instruktionen, at det har været muligt, at skabe en så realistiske stemning.

Selv beskriver folkene bag projektet det på følgende måde:
“I en tid hvor litteraturen i stigende grad er en fiktionalisering af virkeligheden, er ’Noget om Emma’ et forsøg på at gøre det modsatte, skabe dokumentar ud af fiktionen.”

Det adskiller sig ret markant fra de typiske radiodramaproduktioner og montager. Og jeg synes det adskiller sig på en fed måde! 

Forfatteren Sigurd beskriver også selv hvordan “Noget om Emma” også er et forsøg på en helt anden tilgang til lydbogsformatet. Rent personligt er lydbøger aldrig noget der har fanget min interesse. Jeg har nok bare for travlt med at lytte til podcasts. Det betyder så til gengæld også, at jeg synes at jeg  – når jeg en sjælden gang imellem får (eller giver mig selv) tid – sætter ekstra pris på at læse en bog! Et eller andet sted kan man sige, at jeg måske netop lige har hørt en lydbog i form af “Noget om Emma”, og det er rent mediemæssigt også en virkelig interessant betragtning!

Jeg har i øvrigt ikke læst Sigurds roman “Nogen om Vitus”, men podcasten fungerer helt fint som selvstændigt indhold. Så du skal altså ikke være bekymret for at gå i gang hvis du heller ikke har læst den. Jeg er da blevet nysgerrig på bogen af at lytte til podcasten. Så måske finder den vej til min Kindle engang i fremtiden. Hvis jeg nogensinde får hul i min podcastlytning til at læse en bog… 😬

Du finder “Nogen om Emma” her: iTunesAndroidRSSwebsite 🔈.
På websitet finder du også mere information om romanen “Noget om Vitus”.


Og således vol. 10 af Podcasts & podcasting. Det er jo faktisk et jubilæumsnyhedsbrev. Det er egentlig ikke noget jeg har skænket mange tanker før nu, hvor jeg sidder og skriver dette. Og det er egentlig heller ikke noget jeg har overvejet at jeg skulle markere.

Men det blev alligevel et lidt anderleds nyhedsbrev denne gang. En anbefaling med lidt ekstra. Det er måske meget passende til sådan en jubilæumsudgave. Hvad synes du om denne lidt anderledes form på nyhedsbrevet? Send mig som altid meget gerne feedback ved at besvare mailen eller ved at fange mig på en af de utallige andre kanaler jeg driver rundt på. ☺️

/Søren Hugger Møller
twitter.com/spiri