I lørdags var jeg til PodcastCamp. Det var et meetup eller en form for mini-konference om dansk podcasting arrangeret af Ib Potter, som har været en del af det danske podcastingmiljø rigtig længe med sin podcast PotterCut. Vi var omkring 25 mennesker fra det danske podcast-miljø samlet til en dag med oplæg, efterkritik og generel idé- og vidensudveksling. Det var rigtig spændende og det gav mig også en del idéer til emner, som jeg kan berøre i kommende udgaver af dette nyhedsbrev. Derfor vil jeg også undlade, at gå i alt for mange yderligere detaljer om PodcastCamp i dette nyhedsbrev, og i stedet arbejde videre med de idéer jeg har og give dem den plads de fortjener senere.
Til gengæld vil jeg bruge denne første udgave af Podcasts & podcasting til at forklare, hvad det egentlig er jeg regner med det her skal være for noget.
For at være helt ærlig, så har jeg ikke lagt rammerne for nyhedsbrevet fuldstændig fast. Og det er faktisk en ret bevidst beslutning. Det er lidt et eksperiment for mig. Jeg er ret bidt af podcastformatet, både fordi jeg beskæftiger mig en del med vise aspekter af det gennem mit arbejde som digital udvikler hos Radio24syv, men i lige så høj grad af personlig interesse. Jeg har lyttet til podcasts i efterhånden 10 år og jeg synes simpelthen det er så fantastisk en platform, som har nogle helt unikke kvaliteter i forhold til andre distributionskanaler. Derfor finder jeg også udviklingen indenfor mediet/platformen utroligt interessant. Det bevirker også at jeg følger en del med i, hvad der rør sig inden for podcastverdenen generelt. Og da jeg samtidig sætter stor pris på vidensdeling i det hele taget, er det jo oplagt, at jeg også deler lidt ud af det jeg går og opdager og funderer over.
Nyhedsbrevets-formen i sig selv er også lidt et eksperiment. Her kan jeg have en platform til at udgyde hvad jeg nu måtte have på hjerte. Og lige som podcastemediet, som står mig så nært, har nyhedsbreve også nogle ganske særlige kvaliteter, som gør at de skiller sig ret markant ud i forhold til andre distributionsformer. Men det skal det ikke handle om her. For det centrale omdrejningspunkt for dette nyhedsbrev er jo, som titlen så præcist siger, Podcasts & podcasting.
Inden for disse rammer er det mit mål, at nyhedsbrevet gerne må være relativt bredt favnende. Det er både for at skabe lidt variation, som jeg håber på vil være en fordel og ikke mindst også for, at give mig selv lidt luft – det er trods alt et hobbyprojekt ved siden af alt det jeg ellers går og laver. Derfor vil nyhedsbrevet nogle gange “bare” være en anbefaling (en motiveret én, naturligvis) af en podcast jeg bare synes er særligt lytteværdig (jeg vil forsøge at gøre anbefalingerne så brede som muligt, så det hele ikke bliver i samme genre), mens det en anden uge kan være en tekst om de tanker jeg har gjort mig om et givent emne.
I forhold til udkommefrekvens er min umiddelbare plan, at nyhedsbrevet skal udkomme hver 14. dag. Det er min mavefornemmelse, at det vil give det bedste resultat, da det både vil give mig tid til at samle emner og producere noget indhold jeg synes er godt nok til at sende ud. Hvis jeg på et tidspunkt finder ud af at min mavefornemmelse var forkert kan det være jeg justerer frekvensen. Det vil tiden vise.
Det vil så sige, at næste udgave af Podcasts & podcasting udkommer tirsdag den 29. november. Men med det sagt, så vil jeg faktisk lægge ud med at bryde rytmen, da dette første nyhedsbrev jo har været lidt atypisk idet det mest har været en lidt vævende introduktion. Derfor vil jeg skyde en “ekstra” udgave ind allerede i næste uge – altså tirsdag den 22. november! Og derefter er det så den 29. november og hver 14. dag.
På falderebet vil jeg i øvrigt lige nævne at i år var første gang PodcastCamp blev afholdt, men der var bred enighed om, at det er noget der bør vende tilbage som en årlig begivenhed. Så hold øje med PodcastCamp 2017! Jeg er sikker på, at det også er noget jeg vender tilbage til i senere nyhedsbreve. Tidligere i år slog Københavns Radiobiograf dørerne op for deres Festival, som jeg, som deltager, også synes var en stor succes! Det er rigtig spændende med nogle initiativer, som samler det danske podcastmiljø – også fysisk.
Hvis du har kommentarer af en hvilken som helst karakter, så er du hjertens velkommen til at sende dem til mig, du kan bare svare på denne e-mail eller skyde et Tweet i min retning!
Tak fordi du læste med! 😀
/Søren Hugger Møller
twitter.com/spiri