Kategorier
Podcasts & podcasting

Podcasts & podcasting vol. 96 – På jagt i arkiverne

Læsetid: cirka 5 minutter

Jeg sendte første udgave af podcasts & podcasting ud den 15. november 2016. Min primære drivkraft bag at starte et nyhedsbrev, udover selvfølgelig at kunne nørde med min passion for podcasting, var at give mig selv en struktur og motivation. Jeg kan godt lide at skrive, men jeg måtte samtidig erkende, at det ikke var noget jeg rigtig fik gjort. Men med et nyhedsbrev der skulle udkomme hver 14. dag, så var der ligesom noget at sigte efter.

Det må siges at det lykkedes! Med ganske få undtagelser (som fx de seneste måneder) er nyhedsbrevet udkommet støt og roligt hver anden tirsdag lige siden. 96 udgaver er det nu oppe på. Lidt over fire år er der gået. Der er sket virkelig meget på de fire år, både for mig personligt og ikke mindst indenfor podcastingområdet!

Nå, men der er jo ingen grund til at trække det i langdrag. Du kan nok godt regne ud hvor det bærer henad, med sådan et nostalgitrip… Jeg er nået til den erkendelse, at det er på tide at sætte Podcasts & podcasting på pause på ubestemt tid.

Årsagen til at jeg er nået frem til at det er den bedste løsning er, at jeg i et stykke tid, har døjet lidt med at få skrevet noget jeg har været helt tilfreds med. Det skyldes både at jeg har haft svært ved at finde tiden til at skrive, men også at jeg har haft svært ved helt at finde den gode form til nyhedsbrevene. Frekvensen på hver anden tirsdag passer mig godt – jeg ville nødigt forpligte mig til at skulle skrive oftere. Men efterhånden som podcastingområdet er vokset eksplosivt, så er der også bare nyheder til højre og venstre hele tiden. Samtidig med at jeg finder det svært at få tid til at lytte til nyt indhold i et omfang, som giver mig nok at anbefale, så synes jeg det bliver sværere og sværere at strikke gode nyhedsbreve sammen, som jeg vil være bekendt at sende ud.

Så er det i virkeligheden en permanent nedlukning? Måske… Jeg ved det ikke helt, men jeg vil i hvert fald ikke udelukke mig selv fra, at kunne starte det op igen, hvis lysten skulle melde sig. Omvendt vil jeg heller ikke sætte forventningerne for højt. Det ER en pause på ubestemt tid!

Så beslutningen er altså truffet. Jeg slutter dog lige af med en anbefaling, så det hele ikke bare bliver ren og skær tristesse.

Tusind tak til alle jer, som har læst med gennem årene!


Nationalbanken har fået produceret hvad der vel egentlig er en form for reklamefremstød for sig selv i podcastform. Det fremstår dog ikke som et videre kommercielt projekt og der er heller ikke tale om at der er et produkt der skal sælges, snarere er det en brandingøvelse.

Serien hedder Nationalbanken og de skjulte skatte og den er blevet skabt i anledning af at Nationalbankens bygning på Havnegade i København skal restaureres og der derfor er gang i et omfattende flytte- og oprydningsarbejde i de gamle lokaler. Her er Zissel Astrid Kjertum-Mohr, som bl.a. tidligere er kendt fra forskellige programmer på Radio24syv (så ja, jeg kender Zissel personligt, disclaimer og alt det der), blevet “ansat” som arkivarpraktikant og har til opgave at hjælpe med at rydde ud i alle de gamle ting og sager sådan en historisk bygning gemmer på.

Denne form gør at serien adskiller sig fra en klassisk dokumentar eller reportage. I stedet for at være bygget op af en række interviews, får serien et mere naturligt flow af en række samtaler – og selvom der naturligvis er tale om skuespil i et vist omfang, så fungerer det ret godt!

Serien går på den måde utroligt fascinerende til værks og er i tillæg pakket ind i bl.a. fantastisk speak af Karsten Pharao, der hele vejen fungerer som en slags beskuer som sidder i sin lænestol med sin kat og ryger cigarer mens han betragter og kommenterer på hvad Zissel foretager sig i banken.

Serien byder på alt fra historien om de forskellige serier af pengesedler der har været gennem tiden over pensionistklubben for tidligere ansatte og til hvorfor adressen på banken blev lige netop nummer 5 på Havnegade og ikke fx nummer 1 (som faktisk ikke rigtig findes – ligesom nummer 3.)

Du kan finde Nationalbanken og de skjulte skatte på følgende links. Serien består af fem episoder af 30-40 minutters varighed: web, Android, Apple Podcasts, Google Podcasts, Spotify, RSS

//////

Det var så det. Tusind tak til alle som har læst med gennem de 96 udgivelser! Uanset om du har været med fra starten eller er kommet til undervejs, så er jeg ekstremt taknemmelig for at der har været mennesker, som har sat pris på det indhold jeg har produceret.

Husk at det komplette arkiv af udgivelser er tilgængeligt på spiri.dk/nyhedsbrev – og det bliver det umiddelbart ved med at være til evig tid. Der er masser at gå på opdagelse i – lige som i Nationalbanken. 😉

Som sagt, så vil jeg ikke udelukke at jeg kan finde på at skrive noget igen. Men jeg vil bare heller ikke love det. Men jeg kan i hvert fald love, at hvis jeg finder på at sende noget ud på denne liste igen, så bliver det relateret til Podcasts & podcasting og ikke alt muligt andet! Så du kan roligt lade dit abonnement blive!

/Søren Hugger Møller