Kategorier
Podcasts & podcasting

Podcasts & podcasting vol. 93 – Et kig i egen andedam 🇩🇰

Læsetid: cirka 7 minutter

Denne gang har Podcasts & podcasting kikkerten rettet mod de hjemlige breddegrader. Det var egentlig ikke planlagt sådan, men helt tilfældigt sad jeg pludselig med en masse historier relateret til det danske podcast- og lydmarked. Det er måske også på sin plads efter et par nyhedsbreve som har fokuseret tungt på de store internationale spillere.


Prisregn

Hvert år afholder den danske radiobranche dagskonferencen Radiodays (ja, det hedder faktisk days og varer én dag) med dertilhørende brancheprisuddeling om aftenen i form af arrangementet Prix Radio. Som så neget andet har corona naturligvis også sat sit præg på disse arrangementer i år.

Mens selve Radiodays er blevet udsat til januar næste år, så blev Prix Radio afholde i en digital udgave den 23. oktober. Jeg vil afstå fra en anmeldelse af selve showet, da ikke har nogen særlig relevans i dette nyhedsbrev, men priserne er interessante nok, da Prix Radio over de senete år heldigvis i større og større grad har omfavnet og inkluderet podcasts.

Hos Medietrends er samlet den komplette liste over vinderne og jeg har samlet det udpluk som relaterer sig til Podcasts herunder.

  • Årets Podcast: I en danskers blodspor, DR P1 Podcast
  • Årets Dokumentar og Dokumentariske feature: Kan man tilgive en psykopat, Geo, Filt cph og Podimo
  • Årets Vært: Knud Brix, Genstart, DR’s Nyhedspodcast
  • Årets Nyheds- / aktualitetsprogram: Genstart, DR’s Nyhedspodcat
  • Årets Radiopersonlighed: Lucia Odoom, Politiken podcast

Som det ses har podcasts fundet vej ind i flere kategorier hvor de kæmper på lige vilkår med mere traditionelle radioprogrammer. Tidligere år var podcasts udelukkende repræsenteret i den alt for utroligt brede og diffuse kategori “Årets podcast”. Det er derfor godt at se hvordan podcasts har fået lov at spille en større og større rolle.

Kategorien “Årets podcast” findes dog stadig. Jeg har det ret svært med sådanne utroligt brede kategorier (og dermed også “Årets radioprogram” til samme uddeling.) En sådan kategori kan næsten ikke blive andet end unfair, fordi man er nødt til at holde en masse usammenlignelige indholdstyper op mod hinanden. På en eller anden måde må det være den mindst prestigefulde pris at vinde, selvom navnet egentlig lægger op til det modsatte.

Men som sagt så er det godt at se at der endelig er kommet fokus på podcasts bredere også.

Selvom det er dejligt at se at radiobranchen i højere og højere grad omfavner lyd i andre former end traditionel broadcast, så er der jo heldigvis også organisationer som Center for Podcasting, som har dedikeret sig til netop podcasting. Og netop Center for Podcasting arrangerer deres helt egen prisuddeling under navnet Podcastprisen. Som navnet antyder er der her tale om priser som udelukkende uddeles til podcasts og ikke radioprogrammer. Eller som Center for Podcasting selv beskriver det:

Det gælder for alle priser, at produktionerne skal være udgivet som podcast first.

2020 er andet år Podcastprisen løber af stablen og i år sker det den 29. november i København og der uddeles priser i følgende kategorier:

  • Årets eksperiment
  • Årets fortælling
  • Årets nørderi
  • Årets samarbejde
  • Årets talent
  • Årets underholdning

Læs meget mere om Podcastprisen hos Center for Podcasting.

Dansk forskningsprojekt skal undersøge podcasteres muligheder for at tjene penge

Hos DMJX har de sat gang i et projekt som skal undersøge det danske podcastmarked og de finansieringsmåder der er i spil, med det formål, dels at lave sådan en oversigt, men også at afsøge hvilke muligheder der lader til at være de bedste når man skal forsøge at få penge ud af sin podcast.

Finansiering af podcasting er jo en af de problematikker som rejser sig hyppigst og selvom der findes alt fra value for value til dynamic ad insertion, så er et stadig et område, som i høj grad er forbundet med stor usikkerhed. Ikke mindst i et lille sprogområde som Danmark. Derfor ser jeg vældigt frem til, hvad forskerne her finder ud af!

Jeg medvirkede i Kræs på Radio4
Jeg medvirkede i Kræs på Radio4www.radio4.dk

her tillader jeg mig at komme med en omgang ananas i egen juice. Den 21. oktober deltog jeg i Radio4s kulturprogram Kræs, som havde et indslag om den danske lyd-app Strillo. Jeg medvirkede som ekspert i lydtendenser.

Strillo er en betalingstjeneste, som leverer oplæste artikler fra en række danske og internationale nyhedsmedier. Der er altså tale om en form for genbrug af journalistik som allerede er produceret. Vi har set noget lignende fra Zetland, som producerer samtlige af deres artikler i oplæste udgaver. Med Strillo er der blot tale om indhold fra flere forskellige medier.

Alt i alt synes jeg det er en ret spændende tanke. Men det redegør jeg også for i indslaget, hvor også Strillos CEO medvirker og fortæller mere specifikt hvad tjenesten tilbyder.

Listen to News skifter navn til 24syv

Og minsandten om ikke den røde tråd fortsætter, for i forlængelse af omtalen af Strillo ovenfor, er der sandlig også sket noget hos en af deres konkurrenter, Listen to News.

Listen to News har eksisteret i en række år og deres koncept har været en betalingstjeneste (49 kr./md.) som samler nyheds- og aktualitetsindhold på lyd fra forskellige kilder og sætter det sammen til et nyhedsoverblik for brugeren. Så i stedet for fx at skulle høre hele P1 Morgen, så har man i Listen to News kunnet høre enkelte indslag fra P1 Morgen mixet med indslag fra andre radioprogrammer og podcasts og også enkelte oplæste artikler.

Og nu hedder app’en altså ikke længere Listen to News, men 24syv. Grunden til at det kan lade sig gøre er, at Berlingske som var den største ejer bag hedengangne Radio24syv, fortsat ejer rettighederne til navnet og at Berlingske denne sommer købte majoriteten af Listen to News.

Udover navnet får Listen to News også hele bagkataloget af gamle Radio24syv-programmer, som siden lukningen 1. november sidste år har været tilgængeligt gratis via Podimo (og i skrivende stund stadig er det). Dette kan igen ske som følge af Berlingskes ejerskab af selve 24syv-identiteten, som også inkluderer dette bagkatalog. Nye episoder af de podcasts som er fortsat i Berlingske-regi udkommer også i den nye 24syv-app.

Der må siges at være tale om en noget anderledes indholdstype, når der nu er hele podcasts, med lange episoder osv. tilgængelige, set i forhold til det hidtidige fokus på kondenserede klip og overblik. Sidstnævnte er dog stadig det fokus, som primært kommunikeres.

Man kan indvende at jeg måske er inhabil i forhold til at dække denne historie, fordi jeg arbejdede hos Radio24syv alle de otte år den fik lov at eksistere. Derfor har jeg naturligvis et personligt forhold til arven omkring brandet. Omvendt er det en ret markant udvikling i det danske mediebillede inden for lyd, så det ville være underligt at forbigå det totalt. Men nu er der i hvert fald bragt en behørig disclaimer også.

I den forbindelse hører det også med til historien, at det udelukkende er Berlingske, som har ført navnet videre. Fx skriver tidligere programchef på Radio24syv Mikael Bertelsen følgende:

[tweet https://twitter.com/BertelsenMikael/status/1321904748031811584]

Royal podcast
Royal podcasttwitter.com

Her til sidst vil jeg bringe en lille kuriositet. Jeg er ikke udpræget royalist, men jeg synes alligevel det er værd at bide mærke i at Podimo har produceret en podcast hvor Hendes Majestæt Dronning Margrethe interviewes af en række kulturpersonligheder om hendes forhold til forskellige dele af kulturen.

Jeg har indtil videre selv hørt første afsnit, hvor Nikolaj Koppel interviewer om klassisk musik. Jeg synes faktisk det er ganske interessant.

Hvad er måske er mest interessant fra dette nyhedsbrevs perspektiv er, at serien er tilgængelige på alle podcastplatforme og altså ikke ligger eksklusivt hos Podimo, selv om de har stået for produktionen. Det er interessant isoleret set for Podimo, hvor vi hidtil kun har set det med Third Ear. Men det er også interessant set i forhold til at Spotify, som omtalt i tidligere udgaver af Podcasts & podcasting, også har eksperimenteret med at gøre deres ellers eksklusive titler tilgængelige bredere. Dronningen og kunsten er i øvrigt ikke at finde på Spotify.

Her er links til at finde Dronningen og Kunsten: RSS, Podimo, Apple Podcasts, Android

//////

Vi kom lidt rundt omkring i denne udgave af Podcasts & podcasting. Jeg håber det hang nogenlunde sammen. 😄

Hvad tænker ud om disse forskellige ting? Tøv ikke med at svare på mailen her, jeg tager som altid mod input og feedback med kyshånd.

Og så læses vi ved den 17. november!

PS.: Jeg er i øjeblikket jobsøgende, da mit barselsvikariat hos Aller er ovre. Men det har jeg skrevet meget mere om på LinkedIn!

/Søren Hugger Møller