Kategorier
Podcasts & podcasting

Podcasts & podcasting vol. 89 – Pas på hvad du stoler på! 🕵️‍♀️

Læsetid: cirka 4 minutter

Det bliver en lidt kort udgave af Podcasts & podcasting denne gang. Til gengæld er hele vol. 89 dedikeret til en enkelt anbefaling. På den måde er der jo nærmest tale om en Podcasts & podcasting Classic! 😉


Jeg vil tro at mange nok allerede kender til podcasten Twenty Thousand Hertz. Det er efterhånden lidt af en klassiker og en gammel kending på den internationale podcastscene og har været i gang siden 2016.

Jeg har selv lyttet med lidt on and off. På et tidspunkt var den røget ud i forbindelse med en oprydning – ikke fordi den er dårlig, men nok fordi jeg var kommet ind i en rytme med ikke at få den hørt, fordi emnerne ikke er så aktualitetsbårne og derfor godt kan lægges længere ned i køen. Og det er altid farligt! For mig i hvert fald. 😬

Men nu har jeg efterhånden haft den tilbage på min liste i et stykke tid. I hvert fald så længe at jeg ikke husker, hvornår jeg tog den tilbage. Og jeg er blevet bedre til at tvinge mig til at huske at få dem hørt!

Twenty Thousand Hertz er en podcast som beskæftiger sig med lyd i nærmest enhver form for kontekst. Der er episoder om alt fra lydsiden til film over dubbing af tegnefilm (husk i øvrigt vol. XX af Podcasts & podcasting her!) til historien om den verdenskendte violinproducent Stradivarius!

Der er med andre ord nærmest noget for enhver smag i det efterhånden meget omfattende arkiv. I det hele taget finder jeg det vildt fascinerende at høre viden om lyd i enhver afskygning formidlet via, ja, lyd. Det er måske et af de mest oplagte emner til en podcast!

Grunden til at det lige faldt mig ind at anbefale Twenty Thousand Hertz netop nu er, at den, i skrivende stund, seneste episode gjorde et ekstra stort indtryk på mig.

Episode 102 handler om fænomenet deepfakes. Det er groft sagt en måde at fremstille falske lyd- og videooptagelser som kan få det til at fremstå som om fx en person har sagt noget som vedkommende i virkeligheden aldrig har sagt. Lidt populært og karikeret sagt er det Photoshop til lyd og levende billeder.

Spoiler alert: jeg kommer til at afsløre lidt detaljer om episoden herunder. Det er jo ikke fordi der er et plot at spolere, men hvis du helst vil gå ind til episoden med helt “rent sind”, så kan du med fordel springe videre ned til podcastens logo længere nede, hvor du finder links til at lytte. Jeg ved godt at det lyder kontraintuitivt, men jeg vil faktisk anbefale dig ikke at læse videre, hvis du vil have den bedste oplevelse med episoden!

//

Godt, og så fortsætter vi!

Fordi Twenty Thousand Hertz handler om lyd, så er det selvfølgelig lydmæssige deepfakes der er fokus i episoden. Video-deepfakes behandles i det omfang det giver mening – lyd er trods alt en essentiel del af de fleste videoer, især deepfakes. En del af de eksempler på eksisterende deepfakes der gives er også videoer.

Men det der virkelig gør episoden imponerende er den måde hvorpå deepfakes bliver vævet fuldstændig ind i fortællingen. Episoden indledes med værten Dallas Taylor introducerer, som vanligt lige indtil han afbrydes af… Dallas Taylor. Og hvem er nu hvem? Den ene Dallas er en ganske overbevisende deepfake!

Efterhånden som episoden folder sig ud og konceptet og metoderne bag deepfakes forklares bliver det nemmere og nemmere at gennemskue hvilken stemme der er det kunstige. Men da jeg bare gik i gang med at lytte havde jeg overhovedet ikke luret den! Og det selvom jeg havde læst episodetitlen, Deepfake Dallas.

Denne grundighed og dette øje for detaljen er noget der generet kendetegner Twenty Thousand Hertz. Lige meget hvad emnet er, så formår Dallas Taylor og hans team at skaffe nogle ekstremt vidende og dygtige gæster og få det hele pakket ind på en ekstremt lækker måde!

I skrivende stud er episoden Deepfake Dallas den seneste, men hvis du kommer ind i feedet på et senere tidspunkt, så er det episode 102 oprindeligt udgivet den 2. september 2020.

Du finder Twenty Thousand Hertz her: web, Android, Apple Podcasts, Google Podcasts, Spotify, RSS

//////

Så nåede vi også enden på vol. 89. Næste gang er simpelthen nummer 90. Den har planmæssig udsendelse tirsdag den 22. september.

/Søren Hugger Møller