Kategorier
Podcasts & podcasting

Podcasts & podcasting vol. 88 – Æbler, amazoner og podcastpirater

Læsetid: cirka 5 minutter

Så fik jeg endelig taget mig sammen til at få strikket vol. 88 sammen! Det blev en god lang sommerferie for nyhedsbrevet i år. Men det havde jeg jo advaret om det kunne blive. 😉

Det er ellers ikke fordi podcastverdenen har ligget stille henover sommeren. Også her har Covid-19 på en eller anden måde sørget for at ingen rigtig har holdt sådan helt fri på same måde som vanligt lader det til.

Der er sket alt for meget til at det hele kan ridses op her, men jeg har udvalgt nogle enkelte historier, som jeg synes har været særligt interessante.


Apple udgiver første egen podcast
Apple udgiver første egen podcastwww.theverge.com

I løbet af sommeren lancerede Apple sin egen daglige nyhedspodcast. En daglig nyhedspodcast er i sig selv ikke den mest originale idé at få. Dem findes der et hav af! Genren er vel kun overgået af True Crime…..

Det er nu heller ikke så meget podcasten i sig selv, som er interessant her. Det er snarere det faktum, at Apple med Apple News Today bevæger sig ind på området for indholdsproduktion.

Der er blevet spekuleret meget i om det er det første tegn på at Apple vil bevæge sig ad den vej som fx Spotify også er begyndt på: produktion af eksklusive titler.

Det er der dog ikke så meget der tyder på endnu. Apple News Today er en del af en bredere satsning på nyheder formidlet via lyd fra Apple. Foruden podcasten har Apple nemlig i samme ombæring også offentliggjort oplæste artikler i deres Apple News-app. Det har de faktisk gjort på en ganske spændende måde. I stedet for en syntetisk oplæsning eller en journalist som læser sin egen artikel højt, så har Apple ansat sit eget hold af journalister, som udvælger de vigtigste historier og læser artiklerne højt, hvorefter de så kan høres i Apple News. Podcasten går godt i tråd med dette, da den også fremhæver et udvalg af dagens vigtigste historier, som kan læses på Apple News og giver en ultrakort oversigt over disse.

Derudover er Apple News Today heller ikke mere eksklusiv end at den er tilgængelig via RSS. Ganske vist er podcasten ikke synlig i det Apple-API, som en række tredjepartsapps bruger til at befolke deres podcastkataloger, men RSS-feedet findes (opsnuset af Podnews), så hvis du bruger ne app, hvor du kan tilføje RSS-feeds manuelt, sp kan du også her abonnere på Apple News Today: https://apple.news/podcast/apple_news_today

For danske lyttere er der dog ikke så meget at komme efter, da nyhederne bliver behandlet ud fra et meget amerikansk synspunkt.

Amazon pønser på at lancere podcastkatalog
Amazon pønser på at lancere podcastkatalogartists.amazonmusicbackstage.com

En række podcastere modtog for et par uger siden en mail om at de kunne skrive sig op til at blive en del af en ny podcasttjeneste. E-mailen var tophemmelig og måtte absolut ikke deles! Så det blev den naturligvis – hvilket Amazons marketingsafdeling nok også havde regnet med.

For ja, det er nemlig Amazon som nu også har meldt sig på banen med en podcasttjeneste. Tjenesten kommunikeres for nuværende som en del af Amazon Music og Audible. Sidst nævnte er en lydbogstjeneste ejet af Amazon. Om det endegyldigt bliver et produkt som eksisterer som en underkategori af disse to tjenester eller om der kommer et decideret “Amazon Podcasts” må tiden vise. Men interessant er det i hvert fald, at endnu en stor spiller melder sig på banen.

Som et lille kuriosum, så var det der fik mest fokus efter Amazons e-mail-annoncering af deres kommende podcasttjeneste faktisk nogle rimeligt skøre vilkår man som podcaster skulle acceptere for at kunne blive en del af tjenesten.

I den oprindelige aftale måtte en podcast som ønskede at være tilgængelig på tjenesten simpelthen ikke behandle emner som var kritiske overfor “Amazon or any Service”… Amazon fik dog hurtigt trukket i land på den front.

Indtil videre vides der ikke mere om en lanceringsdato eller hvor i verden tjenesten bliver gjort tilgængelig.

Anchor bruges til piratkopierede podcasts
Anchor bruges til piratkopierede podcastsdigiday.com

Udover produktionsselskabet Gimlet, var podcasthosten Anchor en af de firmaer som Spotify inkluderede i deres enorme podcastopkøb sidste år (ja, det er allerede sidste år! Hvor lev 2020 af?! Nåh jo. 😷)

Det der adskiller Anchor fra mange andre podcasthosts, er at tjenesten er komplet gratis at bruge.

Dette har tilsyneladende resulteret i et regulært marked for åiratkopierede podcasts som hostes på platformen, Store podcasts som fx Serial findes i adskillige kopier hos Anchor og visse af dem finder også vej til Apple Podcasts og de andre kataloger.

Grunden til at skumle typer finder dette attraktivt er, at Anchor udover at være gratis også giver hvem som helst mulighed for at tjene penge på reklamer via platformen. Selvom de fleste podcastapps med stor sandsynlighed vil fremhæve den originale podcast ved søgninger og anbefalinger, så lader det til at der rent faktisk kan være penge at tjene for scammere her.

Men nu hvor historien har ramt de lidt større medier må vi næsten forvente at Spotify ig Anchor kommer med en form for reaktion.

Mediano x Medieforskning
Mediano x Medieforskningwww.mediano.nu

Peter Brüchmann, som står bag podcastmediet Mediano, har talt med Peter Niegel og Rasmus Kidde fra DR Medieforskning om udviklingen indenfor dansk podcasting.

Episoden indeholder ingen deciderede banebrydende nyehder, men den giver et godt overblik over podcastudviklingen. Og så er der givet plads til at der kan nørdes lidt både i forhold til medieforskning og Mediano.

Bestemt et lyt værd. Episoden er fra den 21. august og findes i podcasten “Mediano”: RSS, Apple Podcasts, Google Podcasts, Spotify, Android

//////

Så blev det slut på vol. 88. Tak fordi du læser med! Som altid er enhver feedback velkommen. Bare svar på mailen her!

Næste udgivelsesdag er 8. september og jeg sigter efter at være tilbage på 14. dages frekvens nu.

/Søren Hugger Møller