Kategorier
Ikke kategoriseret Podcasts & podcasting

Podcasts & podcasting vol. 44 – Det er NÆSTEN det samme?

Jeg har ved flere lejligheder, også her i Podcasts & podcasting, udtrykt min skepsis over for udtrykket “Netflix for podcasts”. Udtrykket baserer sig grundlæggende på en sammenligning, som slet ikke giver mening. Det skal jeg nok komme nærmere ind på. For den anden dag faldt jeg over en artikel, som beskæftiger sig med netop dette emne og som præsenterede en del pvæsentlige pointer og betragtninger, som jeg er ret enig i.

Derfor tænkte jeg, at det ville være oplagt at lade denne vol. 44 af Podcasts & podcasting handle om netop dette. Jeg har i hvert fald forsøgt at få skrevet nogel tanker ned her i hedebølgen, som hærger vores lille land. Det er ikke brok, blot en konstatering! 😉☀️


Hvis du har lyst til at læse artiklen, som inspirerede mig til at skrive nedenstående kan du finde den her: ‘It’s Not “Netflix for Podcasts,” It’s More Like “This Site Only Works in IE6”’. Du vil sikkert bemærke nogle overlap, da jeg som sagt er meget enig med de pointer, som bliver bragt på banen i artiklen. Men jeg håber at jeg også kan bidrage med lidt nyt – ikke mindst fra et dansk perspektiv.

At begrebet “Netflix for podcasts” overhovedet eksisterer, er uden tvivl et symptom på menneskers forsøg på at skabe mening med noget, ved hjælp af noget andet som vi allerede kender godt.

Inden for teknologiverdenen og især apps der beskæftiger jeg med noget der er bare minimalt relateret til deleøkonomi, skulle alt i en årrække være “Uber for dit” og “Uber for dat”, fordi transport-tjenesten Uber havde opnået så udbredt kendskab at nærmest alle vidste, hvad der blev henvist til. Så var det mindre væsentligt om sammenligningen med Uber egentlig gav mening. For den anden sidegevinst ved at omtale store brands, som vi alle kender er selvfølgelig, at det bliver mere appetitvækkende at klikke på.

Men det betyder bare også, at der er stor risiko for, at det bliver decideret misvisende på flere punkter, at lave sådanne analogier. Tilbage til det oprindelige eksempel, “Netflix for Podcasts”. Der er flere markante forskelle på det marked en tjeneste som Netflix opererer i og så det “marked”, som podcasts eksisterer i.

Helt åbenlyst er Netflix en videoplatform, mens podcasts hovedsageligt er fokuseret på lyd. Denne forskel er jeg dog villig til at se en smule bort fra. Der er trods alt paralleller at drage, da vi trods alt bevæger os i sfæren for medieforbrug, information og underholdning.

Men der er heldigvis flere og mere væsentlige forskelle!

Det der var Netflix’ styrke, da de kom frem var at de kunne stille eftertragtet indhold til rådighed på en måde, som ingen andre kunne. Det var en lækker oplevelse på tværs af platforme. Og til en overkommelig pris.

Det indhold som Netflix stiller til rådighed er altsammen professionelle produktioner. At Netflix har fået bygget en populær tjeneste op skyldes at de fik lavet licensaftaler med producenterne af det indhold, som vi alle efterspurgte. Ganske vist er de efterfølgende begyndt at bevæge sig mere og mere i retning af egenproduktioner, men selv her er der tale om store professionelle produktioner.

Og her er podcasts bare på rigtig mange fronter noget helt andet. Vi har masser muligheder for at få adgang til alverdens podcasts på grund af den åbenhed, som markedet fra starten har bygget på. Grundlæggende kan du finde alle de podcasts du måtte ønske at høre, i den podcast-app, som du måtte ønske at bruge.

I artiklen på BirchTree, som jeg linkede til tidligere skriver forfatteren, at “it’s pretty darn easy to find the shows you want”, og her må jeg nok tilstå, at jeg ikke er helt enig. For som jeg også masser af gange har været inde på, så er der altså en udfordring med at finde og opdage podcasts. Det er podcastmediets åbenhed på godt og ondt. Åbenheden har været med til at accelerere podcasts til det niveau det har i dag og sikret bred tilgængelighed. Men åbenheden har samtidig betydet, at markedet for både apps og podcasts kan være uoverskueligt for især nye og urutinerede brugere.

Et sted hvor mange nok ønsker sig at parallellerne til Netflix var bragende tydelige, er økonomien. Her er det tydeligt, at artiklen på BirchTree er skrevet fra et amerikansk synspunkt, for der argumenteres bl.a. for at der kan tjenes masser af penge på reklamer i podcasts. Der er ifølge artiklens forfatter slet ikke brug for en platform, som kan facilitere finansiering af podcasting. Og her er der nok ingen der kan være uenige i at situationen er en lidt anden på det danske marked. Og jeg vil faktisk gå så langt som at sige, at det også kun er på en vis del af den amerikanske/engelsksprogede del af markedet, at man ligefrem kan tjene masser af penge på reklamer i podcasts.

Men for at vende tilbage til en tidligere pointe, så er indholdssituationen for Netflix bare en markant anden, end den er for podcasting. Og abonnementsmodellen kan ikke bare kopieres 1:1 – hvis det var så nemt, var det nok allerede sket.

Men er det så bare ren og skær pedanteri, når man som jeg her gør, begynder at pointere disse forskelle? Det vil nogle sikkert men. Og jeg vil da også gerne medgive at visse af pointerne måske nok har et pedantisk præg, men jeg synes samtidig at det er vigtigt for vores forståelse for, hvad platforme skal kunne, at vi forholder os til den reelle situation og ikke ser os blinde på hvad andre har gjort, bare fordi vi kan mase vores cirkel gennem det firkantede hul, hvis bare vi skærer lidt af her og der.

Kunne man finde en mere passende analogi? Måske. Ville “YouTube for podcasts” være bedre? Tja, det ville det nok i nogle henseender. Jeg er dog ikke sikker på at vi behøver en analogi. Vi skal huske på, at der bestemt er rum til forbedring på podcastmarkedet, men det bliver i et vist omfang nødt til at ske på markedets præmisser.


I øvrigt

Jeg faldt over en eksperimentel tjeneste, som hedder Rewind. Den lader dig “starte forfra” på en podcastserie. Det er en form for anti-binge service. DU kan simpelthen få en serie til at udkomme fx én gang om ugen kun til dig. Det er en ret spøjs idé. Jeg har ikke selv afprøvet den endnu og jeg er ikke sikker på at jeg kommer til det. Men der er dog et eller andet i mig, som finder det besnærende!

Og så har jeg forsøgsvist indsat en “estimeret læsetid” øverst i mailen her. Det har du måske bemærket. Grunden til at jeg har gjort det er faktisk, at jeg synes det er en ret fin feature, når jeg falder over den på artikler rundt omkring på nettet. Det giver mig en eller anden psykologisk ro, når jeg forholder mig til at tal på forhånd. Også selvom sådanne beregninger jo aldrig kan blive 100 % præcise. Lad mig endelig vide, hvad du synes om denne “feature”!

Og til de nysgerrige kan jeg fortælle, at jeg blot har smidt hele nyhedsbrevets tekst ind på den første, den bedste “læsetidsbregner” Google serverede for mig, så jeg fralægger mig ethvert ansvar for udregningens præcision. 😄


Slut for denne gang. Jeg håber ikke at det blev alt for løst i det. Det er kompliceret stof og der findes med garanti ikke ét svar på, hvordan disse udfordringer håndteres på det mest hensigtsmæssige måde. Men jeg synes det er værd at gøre sig nogle tanker og overvejelser om. Hvis du har gjort dig dine egne, som du har lyst til at indvie mig i, er du naturligvis mere end velkommen til, at skrive til mig her eller et andet sted!

Næste Podcasts 6 podcasting udkommer 7. august.

/Søren Hugger Møller
twitter.com/spiri