Kategorier
Ikke kategoriseret Podcasts & podcasting

Podcasts & podcasting vol. 24 – Vigtig information?

vol. 13 af Podcasts & podcasting nævnte jeg, som et punkt under “I øvrigt”, at Dagbladet Information havde lanceret en ugentlig podcast med navnet Radio Information. 

På daværende tidspunkt havde jeg kun lyttet ganske lidt til podcasten, hvorfor den ikke fik en decideret anbefaling med på vejen. Jeg syntes dog allerede dengang, at det var en interessant udvikling i det danske mediebillede, at et større dagblad på den måde eksperimenterede med lydformatet. 

Siden da er Radio Information blevet en fast del af min ugentlige podcastlytterutine. Jeg ser faktisk frem til en ny episode hver weekend. Så denne udgave af Podcasts & podcasting bliver en regulær anbefaling af Radio Information. 


Jeg har ikke som sådan et nært forhold til Information som avis eller nyhedsmedie generelt. Jeg er ganske vist vokset op i et hjem med abonnement på avisen, men jeg har aldrig været udpræget avislæser; og som mange andre i min generation holder jeg heller ikke selv avis nu. Jeg betragter mig selv som relativt velbevandret i det danske medielandskab og derfor kender jeg naturligvis til Information. Og jeg læser da også fra tid til anden artikler på information.dk

Men min begejstring for Radio Information bunder altså ikke i et livslangt uopslideligt forhold til Dagblandet Information.

Radio Information er som sagt en ugentlig podcast, med en ny udgivelse hver fredag. Podcasten struktur og opbygning er relativt simpel. Der samles op på de største historier fra ugen på Information krydret med lidt kulturstof, som ofte er i den underholdende genre. Dette gøres af den faste vært Anna von Sperling, som også er journalist på avisens samfundsredaktion. Med sig i studiet har hun en eller flere af de journalister, som står bag ugens store historier. Det er typisk historier, som Information selv har gravet frem og podcasten giver et fint overblik, over hvordan disse historier har udviklet sig i ugens løb. 

Foruden fokus på ugens store egenhistorier fra Information, byder Radio Information også ofte på et dyk ned i kultursektionen, gerne med filmredaktør Christian Monggaard eller en anden kulturjournalist, som gæst. Disse segmenter kan være alt fra deciderede anmeldelser af kulturværker til gennemgående spisfindige segmenter, som fx oplæsning af børnebøger fra 60’erne… (bare rolig, der var en kontekst.) 

Et andet rimeligt fast element i Radio Information er “ugens optur”. Her fortæller avisens chefredaktør Rune Lykkeberg, hvad der har begejstret ham i den forgangne uge. Det kan være alt fra en bog han har læst til en nyhedshistorie. Hvis man kan rumme Rune Lykkebergs altid overenergiske facon er dette segment faktisk et rigtig fint, friskt pust i et mediebillede, hvor fokus ofte er på død, ødelæggelse og generel forfærdelse!

Alt I alt synes jeg Radio Information har udviklet sig til et rigtigt fint ugentligt nyhedsmagasin. Jeg føler mig godt og relevant informeret og underholdt, når jeg har hørt en episode. 

Foruden interessant indhold er det også værd at bemærke, at det faktisk er lykkedes Information at producere en podcast med et ganske hæderligt produktionsniveau. Det er rent faktisk til at holde ud at gøre på. 😉

Der kan selvfølgelig være politiske og personlige årsager til, at man ikke har lyst til at få sine nyheder fra bestemte udgivere. Og det er naturligvis altid vigtigt at holde sig for øje, at nyheder fra én kilde altid vil have en tendens til, at være farvede i en eller anden retning. Jeg er generelt tilhænger af, at bruge flere nyhedskilder. Det synes jeg nu også jeg generelt sørger for at gøre; og Radio Information fungerer rigtig godt, som et fast element i mit medieforbrug.

Og uanset ovenstående, så synes jeg at Radio Information er et rigtig interessant eksempel på et “gammeldags” mediehus’ eksperimenteren med nye og anderledes formidlingsformer. I en verden hvor lyd er på hastig fremmarch – for det er det, selvom andelen af podcastlyttere i befolkningen stadig er lille – finder jeg det enormt interessant, når der eksperimenteres fra lidt uventet kant. Ikke mindst når det tilmed er et rigtig vellykket eksperiment, som i tilfældet Radio Information. 

Du finder Radio Information her: webAndroidApple PodcastsRSS


I øvrigt

Jeg forsætter lidt i samme spor. I den forgangne har digital journalist Lars K. Jensen skrevet et interessant indlæg om den store rolle lyd efter alt at dømme kommer til at spille for medier af flere slags i fremtiden. Jeg er i store træk helt enig i Lars’ betragtninger og indlægget er klart en gennemlæsning værd. 

I sit indlæg nævner Lars K. Jensen bl.a. også to eksempler, som jeg også selv har fulgt med nysgerrighed gennem de seneste måneder. Det er eksempler på, hvordan medier, som ellers har et primært fokus på det skrevne ord, har omfavnet lydens univers. I får den lige opridset her:

SpokenEdition er et amerikansk podcasttiltag, som specialiserer sig i, at oplæse artikelr fra større amerikanske udgivere. Jeg lytter selv til SpokenEdition af Slate Technology. Den figurerer af en elelr andet grund ikke på SpokenEdition-sitet, men den findes derude!

Herhjemme har onlinemagasinet Zetland gjort lidt af det samme. Flere af Zetlands artikler er således tilgængelige i oplæste versioner. Ikke som podcast, men i Zetlands egen app. Dette skyldes, at Zetlands indhold som udgangspunkt kun er tilgængeligt for betalende medlemmer. Men uanset dette er det en rigtig spændende udvikling. Og umiddelbart lader Zetland også til, at have en fin succes med tiltaget

Og så vil jeg lige til sidst nævne, at Anders Guldberg og jeg under Praudas Festival for nye medier, som blev afholdt den 22. september, fik mulighed for at lave et interview med Alex Blumberg, stifter af podcastvirksomheden Gimlet. Vi optog det naturligvis. 🙂


Det var alt for denne gang. Som altid er jeg dybt taknemmelig for, at du læser med. Hvis du har nogen form for feedback, så tøv ikke med at sende den til mig i den ene eller anden form.
Vol. 25 udkommer den 17. oktober!

/Søren Hugger Møller
twitter.com/spiri